Ringsted Danse Center v/John Jonassen, havde 3 junior par der deltog ved verdensmesterskaberne i jitterbug og mixing-blues samt 2 voksen par der deltog i europamesterskaberne i de samme discipliner. Mesterskaberne foregik i Liberec, i Tjekkiet ca 100 km. nord for Prag. det var et stort stævne med forskellige stilarter og der var omkring 3000 deltagere ved stævnet.
Danserne begyndte for juniorernes vedkommende Lørdag i Mixing-blues, der var meget nervøsitet blandt de unge par. 2 af parrene, Nicklas Troensegaard - Mathilde Troensegaard og Johan Riis - Ida Sand Pedersen, var med i en international turnering for første gang, og der var ikke sat en målsætning for dem, de var med for at se og lære. Rasmus Fenger og Maria Pihl har derimod været med før, og målsætningen for dem var klart guldmedaljen og dermed VM titlen.
John, deres træner, fik dog den første overraskelse, da alle 3 par kom i finalen blandt de 7 bedste. endnu bedre blev det dog, da alle gjorde deres absolut bedste og dermed dansede røven ud af bukserne.
Målsætningen blev mere end fulgt: guldmedaljen og dermed VM titlen gik til Rasmus og Maria, dernæst fulgte Nicklas og Mathilde ved at vinde sølvmedaljen og til sidst vandt Johan og Ida 4. pladsen, hvilket jo i sig selv er et imponerende resultat ved et verdensmesterskab.
De 2 voksne par, Mickey Matthiesen - Kimmie Skovgaard Hansen og Mathias Fenger - Cecillie Anderson, skulle lørdag danse om europamesterskabet i jitterbug, her var målsætningen at slutte i semifinalen. Trods en pragt præstation lykkedes det dog kun Mickey og kimmie at nå 1/4 finalen, hvor de sluttede på 17. pladsen, Mathias og Cecillie nåede derimod semifinalen og sluttede på 12. pladsen.